Parasjàt Vayyeṣé
1. Mosebok 28:10—32:3
1. Mosebog 28
10. Så drog Jangakób bort fra Be’ersjeba og vandrede ad Karan til. 11. På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til Hvile der. 12. Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den; 13. og ADONÁI stod foran ham og sagde: "Jeg er ADONÁI, din Fader Abraháms og Jiṣ’ḥáks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom; 14. dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes; 15. se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!" 16. Da Jangakób vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, ADONÁI er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!" 17. Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!" 18. Tidligt næste Morgen tog Jangakób den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den. 19. Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
20. Derpå gjorde Jangakób følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig, 21. og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal ADONÁI være min Gud, 22. og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"
1. Mosebog 29
1. Derpå fortsatte Jangakób sin Vandring og drog til Østens Børns Land. 2. Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten, 3. som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen. 4. Jangakób spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!" 5. Da spurgte han dem: "Kender I Labán, Naḥórs Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt." 6. Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Raḥél kommer netop med Hjorden derhenne!" 7. Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidlegt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!" 8. Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."
9. Medens han således stod og talte med dem, var Raḥél kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede; 10. og så snart Jangakób så sin Morbroder Labáns Datter Raḥél og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labáns Hjord. 11. Så kyssede han Raḥél og brast i Gråd; 12. og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Ribká: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det" 13. og så snart Labán hørte om sin Søstersøn Jangakób, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jangakób ham alt, hvad der var sket; 14. og Labán sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.
15. Så sagde Labán til Jangakób: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig, hvad du vil have i Løn!" 16. Nu havde Labán to Døtre; den ældste hed Leá, den yngste Raḥél; 17. Leás Øjne var matte, men Raḥél havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud, 18. og Jangakób elskede Raḥél; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Raḥél." 19. Labán svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!" 20. Så tjente Jangakób syv År for Raḥél; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende. 21. Derefter sagde Jangakób til Labán: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!" 22. Så indbød Labán alle Mændene på Stedet til Gæstebud. 23. Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lēá og bragte hende til ham, og han gik ind til hende. 24. Og Labán gav sin Datter Lēá sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
25. Da det nu om Morgenen viste sig at være Lēá, sagde Jangakób til Labán: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Raḥél, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?" 26. Labán svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste; 27. men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til." 28. Det gik Jangakób ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Labán ham sin Datter Raḥél til Hustru. 29. Og Labán gav sin Datter Raḥél sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde. 30. Så gik Jangakób også ind til Raḥél, og han elskede Raḥél højere end Leá. Derpå blev han i Labáns Tjeneste syv År til.
31. Da ADONÁI så, at Leá blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Raḥél var ufrugtbar. 32. Så blev Leá frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Reubén; thi hun sagde: "ADONÁI har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!" 33. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "ADONÁI hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Sjimngón. 34. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Leví. 35. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu vil jeg prise ADONÁI!" Derfor gav hun ham Navnet Jehudá. Så fik hun ikke flere Børn.
1. Mosebog 30
1. Da Raḥél så, at hun ikke fødte Jangakób noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jabgakób: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!" 2. Men Jangakób blev vred på Raḥél og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!" 3. Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!" 4. Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jangakób gik ind til hende. 5. Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jangakób en Søn, 6. og Raḥél sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan. 7. Siden blev Raḥéls Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jangakób en anden Søn; 8. og Raḥél sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftalí.
9. Men da Lēá så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jangakób hende til Hustru; 10. og da Leás Trælkvinde Zilpa fødte Jangakób en Søn, 11. sagde Leá: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad. 12. Siden fødte Leás Trælkvinde Zilpa Jangakób en anden Søn; 13. og Leá sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser.
14. Men da Reubén engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Leá. Da sagde Raḥél til Leá: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!" 15. Lēá svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Raḥél sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!" 16. Da så Jangakób kom fra Marken om Aftenen, gik Leá ham i Møde og sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat. 17. Så bønhørte Gud Lēá, og hun blev frugtsommelig og fødte Jangakób en femte Søn; 18. og Lwá sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Jissakhár. 19. Siden blev Leá frugtsommelig igen og fødte Jangakób en sjette Søn; 20. og Leá sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulún. 21. Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Diná.
22. Så kom Gud Raḥél i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv, 23. så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel." 24. Derfor gav hun ham Navnet Joséf; thi hun sagde: "ADONÁI give mig endnu en Søn!"
25. Da Raḥél havde født Joséf. sagde Jangakób til Labán: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land; 26. giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!" 27. Men Labán svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at ADONÁI bar velsignet mig for din Skyld." 28. Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!" 29. Så sagde Jangakób: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder; 30. thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; ADONÁI har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?" 31. Labán svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jangakób: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem. 32. Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn; 33. i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig." 34. Labán svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!" 35. Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner, 36. og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jangakób; og Jangakób vogtede Resten af Labáns Hjord.
37. Men Jangakób tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene; 38. og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke; 39. Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom. 40. Og Lammene udskilte Jangakób. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labáns Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labáns. 41. Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jangakób Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene; 42. men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Labán, de kraftige Jangakób. 43. På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.
1. Mosebog 31
1. Men Jangakób hørte Labáns Sønner sige: "Jangakób har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand." 2. Og Jangakób læste i Labáns Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidlegere. 3. Da sagde ADONÁI til Jangakób: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!" 4. Så sendte Jangakób Bud og lod Raḥél og Leá kalde ud på Marken til sin Hjord; 5. og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidlegere, nu da min Faders Gud har været med mig; 6. og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft, 7. medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade; 8. sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom. 9. Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem. 10. Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede 11. og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jangakób! Jeg svarede: Se, her er jeg! 12. Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Labán har gjort imod dig. 13. Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!" 14. Så svarede Raḥél og Lēá ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus? 15. Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os? 16. Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!" 17. Så satte Jangakób sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne 18. og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Jiṣḥáq i Kenàŋans, Land. 19. Medens Labán var borte og klippede sine Får, stjal Raḥél sin Faders Husgud. 20. Og Jangakób narrede Aramæeren Labán, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte; 21. og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad GiLēáds Bjerge til.
22. Tredjedagen fik Labán Melding om, at Jangakób var flygtet; 23. han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gilŋáds Bjerge 24. Men Gud kom til Aramæeren Labán i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jangakób!"
25. Da Labán traf Jangakób havde han opslået sit Telt på Bjerget. Labán med sine Frænder sit i GiLēáds Bjerge 26. sagde Labán til Jangakób: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort, som var de Krigsfanger! 27. Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper? 28. Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig! 29. Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jangakób! 30. Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?" 31. Da svarede Jangakób Labán: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig! 32. Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jangakób vidste nemlig ikke, at Raḥél havde; stjålet den. 33. Labán gik nu ind og ledte i Jangakóbs, i Leás og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Lēás gik han, til Raḥéls Telt. 34. Men Raḥél havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Labán nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet, 35. sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den.
36. Da blussede Vreden op i Jangakób, og han gik i Rette med Labán; og Jangakób sagde til Labán: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig! 37. Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem! 38. I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke, 39. det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten; 40. om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn. 41. I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn. 42. Havde ikke min Faders Gud, Abraháms Gud og Jiṣḥáqs Rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!" 43. Da sagde Labán til Jangakób: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født? 44. Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os."
45. Så tog Jangakób en Sten og rejste den som en Støtte; 46. og Jangakób sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå. 47. Labán kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jangakób kaldte den Galed. 48. Da sagde Labán: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed 49. og Mizpa; thi han sagde: "ADONÁI skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles. 50. Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!" 51. Og Labán sagde til Jangakób: "Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig! 52. Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig; 53. Abraháms Gud og Naḥórs Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!" Så svor Jangakób ved sin Fader Jiṣḥáqs Rædsel, 54. og derpå holdt Jangakób Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over.
1. Mosebog 32
55. Tidligt næste Morgen kyssede Labán sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Labán vendte tilbage til sin Hjemstavn,
1. men Jangakób fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham; 2. og da Jangakób så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
3. Derpå sendte Jangakób Sendebud i Forvejen til sin Broder Ngesáv i Se'irs Land på Edoms Højslette,
| Tenákh | ||||||||
| ||||||||
