Parasjàt Beresjít

Frå Esnoga.no
1. Mos. 1:3: Og Gud sagde: «Der blive Lys!» Og der blev Lys. (Bilde: Gustave Doré (1833–1883)).

(1) I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. (2) Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene. (3) Og Gud sagde: «Der blive Lys!» Og der blev Lys. (4) Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket, (5) og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.

(6) Derpå sagde Gud: «Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!» (7) Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen; (8) og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.

(9) Derpå sagde Gud: «Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!» Og således skete det; (10) og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt. (11) Derpå sagde Gud: «Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!» Og således skete det: (12) Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt. (13) Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

(14) Derpå sagde Gud: «Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År (15) og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!» Og således sket det: (16) Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne; (17) og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden (18) og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt. (19) Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

(20) Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det: (21) Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt. (22) Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!" (23) Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

(24) Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det: (25) Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt. (26) Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!" (27) Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; (28) og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!" (29) Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde; (30) men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det. (31) Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.

1. Mosebog 2

(1) Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær. (2) På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført; (3) og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.

שֵׁנִי – לֵוִי

(4) Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud ADONÁI gjorde Jord og Himmel (5) dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud ADONÁI havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden, (6) men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade (7) da dannede Gud ADONÁI Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

(8) Derpå plantede Gud ADONÁI en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet; (9) Og Gud ADONÁI lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt. (10) Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme. (11) Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld (12) og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten. (13) Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj. (14) Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat. (15) Derpå tog Gud ADONÁI Adám og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. (16) Men Gud ADONÁI bød Adám: «Af alle Træer i Haven har du Lov at spise, (17) kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!»

(18) Derpå sagde Gud ADONÁI: «Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!» (19) Og Gud ADONÁI dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adám for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adám kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.

שְׁלִישִׁי – יִשְׂרָאֵל

(20) Adám gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adám ingen Medhjælp, der passede til ham. (21) Så lod Gud ADONÁI Dvale falde over Adám, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted; (22) og af Ribbenet, som Gud JHVH havde taget af Adám, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adám. (23) Da sagde Adám: «Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!» (24) Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød. (25) Og de var begge nøgne, både Adám og hans Hustru, men de bluedes ikke.

1. Mosebog 3

(1) Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud ADONÁI havde gjort, og den sagde til Kvinden: «Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?» (2) Kvinden svarede: «Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer; (3) kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!» (4) Da sagde Slangen til Kvinden: «I skal ingenlunde dø; (5) men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!» (6) Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste. (7) Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

(8) Da Dagen blev sval, hørte de Gud ADONÁI vandre i Haven, og Adám og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer. (9) Da kaldte Gud ADONÁI på Adám og råbte: «Hvor er du?» (10) Han svarede: «Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!» (11) Da sagde han: «Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?» (12) Adám svarede: «Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.» (13) Da sagde Gud ADONÁI til Kvinden: «Hvad har du gjort!» Kvinden svarede: «Slangen forførte mig, og så spiste jeg.»

(14) Da sagde Gud ADONÁI til Slangen: «Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage! (15) Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!» (16) Til Kvinden sagde han: «Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!» (17) Og til Adám sagde han: «Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage; (18) Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde; (19) i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!»

(20) Men Adám kaldte sin Hustru Ḥavvá, thi hun blev Moder til alt levende. (21) Derpå gjorde Gud ADONÁI Skindkjortlet til Adám og hans Hustru og klædte dem dermed.

רְבִיעִי

(22) Men Gud ADONÁI sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!" (23) Så forviste Gud ADONÁI ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af; (24) og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.

1. Mosebog 4

(1) Adám kendte sin Hustru Ḥavvá,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med JHVHS Hjælp!" (2) Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker. (3) Nogen Tid efter bragte Kain JHVH en Offergave af Jordens Frugt, (4) medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og JHVH så til Abel og hans Offergave, (5) men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved. (6) Da sagde JHVH til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved? (7) Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!" (8) Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.

(9) Da sagde ADONÁI til Kain: «Hvor er din Broder Abel?» Han svarede: «Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?» (10) Men han sagde: «Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden! (11) Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd! (12) Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!» (13) Men Kain sagde til ADONÁI: «Min Straf er ikke til at bære; (14) når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!» (15) Da svarede ADONÁI: «Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!» Og ADONÁI satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel. (16) Så drog Kain bort fra ADONÁIs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.

(17) Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin Søn Hanoks Navn. (18) Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek.

חֲמִישִׁי

(19) Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla. (20) Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg; (21) hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte. (22) Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama. (23) Og Lemek sagde til sine Hustruer: «Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme! (24) Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!»

(25) Adám kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; «thi,» sagde hun, «Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!» (26) Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde ADONÁIs Navn.

שִׁשִּׁי

1. Mosebog 5

(1) Dette er Adáms Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede; (2) som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet «Menneske», da de blev skabt. (3) Da Adám havde levet i 130 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set; (4) og efter at Adám havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; (5) således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han. (6) Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj; (7) og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre; (8) således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han. (9) Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan; (10) og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre; (11) således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han. (12) Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el; (13) og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre; (14) således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han. (15) Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered; (16) og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre; (17) således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han. (18) Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok; (19) og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; (20) således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han. (21) Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem, (22) og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre; (23) således blev Enoks fulde Levetid 365 År; (24) og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.

שְׁבִיעִי

(25) Da Metusalem havde levet 187 År, avlede han Lemek; (26) og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre; (27) således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han. (28) Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn, (29) som han gav Navnet Nóaḥ, idet, han sagde: "Han skal skaffe os Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som ADONÁI har forbandet." (30) Og efter at Lemek havde avlet Nóaḥ, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre; (31) således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han. (32) Da Nóaḥ var 500 År gammel, avlede han Sem, Ḥam og Jafet.

1. Mosebog 6

(1) Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre, (2) fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer. (3) Da sagde ADONÁI: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."

(4) I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.

מַפְטִיר

(5) Men ADONÁI så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang. (6) Da angrede ADONÁI, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet. (7) Og ADONÁI sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!" (8) Men Nóaḥ fandt Nåde for ADONÁIs Øjne


Tenákh

Torá
(Loven eller
Mosebøkene)

  1. Beresjít (Genesis, 1. mosebok)
    Beresjít (1:1—6:8) · Nóaḥ (6:9—11:32) · Lekh lekhá (12:1—17:27) · Vayyéra (18:1—22:24) · Ḥayyé Sará (23:1—25:18) · Toledót (25:19—28:9) · Vayyeṣé (28:10—32:3) · Vayyisjláḥ (32:4—36:43) · Vayyésjeb (37:1—40:23) · Mikkéṣ (41:1—44:17) · Vayyiggásj (44:18—47:27) · Vayḥí (47:28—50:26)
  2. Sjemót (Exodus, 2. mosebok)
    Sjemót (1:1—6:1) · Vaerá (6:2—9:35) · Bo (10:1—13:16) · Besjalláḥ (13:17—17:16) · Yitró (18:1—20:26) · Misjpatím (21:1—24:18) · Terumá (25:1—27:19) · Teṣavvé (27:20—30:10) · Tissá (30:11—34:35) · Vayyak’hél (35:1—38:20) · Pekudé (38:21—40:38)
  3. Vayyikrá (Leviticus, 3. mosebok)
    Vayyikrá (1:1—5:26) · Ṣáv (6:1—8:36) · Sjeminí (9:1—11:47) · Tazríaʕ (12:1—13:59) · Meṣoráʕ (14:1—15:33) · Aḥaré mót (16:1—18:30) · Kedosjím (19:1—20:27) · Emór (21:1—24:23) · Behár (25:1—26:2) · Beḥukkotái (26:3—27:34)
  4. Bammidbár (Numeri, 4. mosebok)
    Bemidbár (1:1—4:20) · Nasó (4:21—7:89) · Behaʕalotekhá (8:1—12:16) · Sjelaḥ-lekhá (13:1—15:41) · Kóraḥ (16:1—18:32) · Ḥukkàt (19:1—22:1) · Balák (22:2—25:9) · Pineḥás (25:10—30:1) · Mattót (30:2—32:42) · Masʕé (33:1—37:13)
  5. Debarím (Deuteronomium, 5. mosebok)
    Debarím (1:1—3:22) · Váet’ḥannán (3:23—7:11) · ʕÉkeb (7:12—11:25) · Reé (11:26—16:17) · Sjofetím (16:18—21:9) · Teṣé (21:10—25:19) · Tabó (26:1—29:8) · Niṣṣabím (29:9—30:20) · Vayyélekh (31:1—31:30) · Haazínu (32:1—32:52) · Vezót habberakhá (33:1—34:12)

Nebiím
(Profetane)

Ketubím
(Skriftene)

(sjå òg Dei apokryfe skriftene)