Ekhá
Ekhá 1
| Hebraisk | Skandinavisk | |
|---|---|---|
|
א אֵיכָ֣ה ׀ יָשְׁבָ֣ה בָדָ֗ד הָעִיר֙ רַבָּ֣תִי עָ֔ם הָיְתָ֖ה כְּאַלְמָנָ֑ה רַבָּ֣תִי בַגּוֹיִ֗ם שָׂרָ֙תִי֙ בַּמְּדִינ֔וֹת הָיְתָ֖ה לָמַֽס׃ ב בָּכ֨וֹ תִבְכֶּ֜ה בַּלַּ֗יְלָה וְדִמְעָתָהּ֙ עַ֣ל לֶֽחֱיָ֔הּ אֵֽין־לָ֥הּ מְנַחֵ֖ם מִכׇּל־אֹהֲבֶ֑יהָ כׇּל־רֵעֶ֙יהָ֙ בָּ֣גְדוּ בָ֔הּ הָ֥יוּ לָ֖הּ לְאֹיְבִֽים׃ ג גָּֽלְתָ֨ה יְהוּדָ֤ה מֵעֹ֙נִי֙ וּמֵרֹ֣ב עֲבֹדָ֔ה הִ֚יא יָשְׁבָ֣ה בַגּוֹיִ֔ם לֹ֥א מָצְאָ֖ה מָנ֑וֹחַ כׇּל־רֹדְפֶ֥יהָ הִשִּׂיג֖וּהָ בֵּ֥ין הַמְּצָרִֽים׃ ד דַּרְכֵ֨י צִיּ֜וֹן אֲבֵל֗וֹת מִבְּלִי֙ בָּאֵ֣י מוֹעֵ֔ד כׇּל־שְׁעָרֶ֙יהָ֙ שֽׁוֹמֵמִ֔ין כֹּהֲנֶ֖יהָ נֶאֱנָחִ֑ים בְּתוּלֹתֶ֥יהָ נּוּג֖וֹת וְהִ֥יא מַר־לָֽהּ׃ ה הָי֨וּ צָרֶ֤יהָ לְרֹאשׁ֙ אֹיְבֶ֣יהָ שָׁל֔וּ כִּֽי־יְהֹוָ֥ה הוֹגָ֖הּ עַ֣ל רֹב־פְּשָׁעֶ֑יהָ עוֹלָלֶ֛יהָ הָלְכ֥וּ שְׁבִ֖י לִפְנֵי־צָֽר׃ ו וַיֵּצֵ֥א מן בת מִבַּת־צִיּ֖וֹן כׇּל־הֲדָרָ֑הּ הָי֣וּ שָׂרֶ֗יהָ כְּאַיָּלִים֙ לֹא־מָצְא֣וּ מִרְעֶ֔ה וַיֵּלְכ֥וּ בְלֹא־כֹ֖חַ לִפְנֵ֥י רוֹדֵֽף׃ |
1 Kor ho sitt der einsam, byen som var så full av folk; som ei enkje har ho vorte! Mektig var ho blant folka, ei dronning var ho over statane; ho har vorte til træl. 2 Gråtande græt ho om natta, og tårane rinn på kinna hennar; det finst ikkje nokon trøystar blant alle som elskar henne. Alle venene hennar var trulause mot henne, dei har vorte fiendane hennar. 3 Flykta or landet har Jehudá, frå nød og frå tung trældom; ho bur mellom folka, ikkje finn ho seg ro. Alle forfølgjarane hennar har funne ho mellom trengslene. 4 Vegane til Ṣijjón sørgar fordi at ingen kjem til høgtids; alle portane hennar er øydelagt, prestane hennar sukkar. Ungjentene hennar er triste, og for henne var det bittert. 5 Dei som gjev henne sorger har vorte til høvdingar, fiendane hennar er trygge; for ADONÁI har ført sorg over ho for dei mange brotta hennar. Småborna hennar gikk i fangenskap framføre fienden. 6 Og bort frå dotter hennar Ṣijjón kom all pryden hennar. Prinsane hennar var som hjortar som ikkje fann beite; dei gikk utan kraft framfor drivaren. | |
|
ז זָֽכְרָ֣ה יְרוּשָׁלִַ֗ם יְמֵ֤י עׇנְיָהּ֙ וּמְרוּדֶ֔יהָ כֹּ֚ל מַחֲמֻדֶ֔יהָ אֲשֶׁ֥ר הָי֖וּ מִ֣ימֵי קֶ֑דֶם בִּנְפֹ֧ל עַמָּ֣הּ בְּיַד־צָ֗ר וְאֵ֤ין עוֹזֵר֙ לָ֔הּ רָא֣וּהָ צָרִ֔ים שָׂחֲק֖וּ עַ֥ל מִשְׁבַּתֶּֽהָ׃ ח חֵ֤טְא חָֽטְאָה֙ יְר֣וּשָׁלִַ֔ם עַל־כֵּ֖ן לְנִידָ֣ה הָיָ֑תָה כׇּֽל־מְכַבְּדֶ֤יהָ הִזִּיל֙וּהָ֙ כִּי־רָא֣וּ עֶרְוָתָ֔הּ גַּם־הִ֥יא נֶאֶנְחָ֖ה וַתָּ֥שׇׁב אָחֽוֹר׃ ט טֻמְאָתָ֣הּ בְּשׁוּלֶ֗יהָ לֹ֤א זָֽכְרָה֙ אַחֲרִיתָ֔הּ וַתֵּ֣רֶד פְּלָאִ֔ים אֵ֥ין מְנַחֵ֖ם לָ֑הּ |
7 Jerusjaláim kjem i hug [i] nødsdagane sine og uroa si all herlrgheita som var der frå gammalt. Da folket hennar fall for fiendhand og det ikkje fanst hjelpar for henne, såg dei ho, fiendane, og håna ulykka hennar. 8 Syndande synda Yerusjaláim, derfor vart ho til niddá (urørande). Alle som æra henne foraktar ho, for dei såg nakenheita hennar; og ho, ho sukka og snudde seg bort. 9 Ureinheita hennar [heng] ved skjørta hennar — ikkje tenkte ho på enden sin; og ho sokk underleg djupt, og ingen trøysta henne. | |
|
רְאֵ֤ה יְהֹוָה֙ אֶת־עׇנְיִ֔י כִּ֥י הִגְדִּ֖יל אוֹיֵֽב׃ |
| |
|
י יָדוֹ֙ פָּ֣רַשׂ צָ֔ר עַ֖ל כׇּל־מַחֲמַדֶּ֑יהָ כִּֽי־רָאֲתָ֤ה גוֹיִם֙ בָּ֣אוּ מִקְדָּשָׁ֔הּ אֲשֶׁ֣ר צִוִּ֔יתָה לֹא־יָבֹ֥אוּ בַקָּהָ֖ל לָֽךְ׃ יא כׇּל־עַמָּ֤הּ נֶאֱנָחִים֙ מְבַקְשִׁ֣ים לֶ֔חֶם נָתְנ֧וּ מחמודיהם מַחֲמַדֵּיהֶ֛ם בְּאֹ֖כֶל לְהָשִׁ֣יב נָ֑פֶשׁ |
10 Handa si strekte fienden ut etter alle herlegheitene hennar; for ho såg framandfolk gikk inn i heilagdomen sin, dei som Du forbaud å komma inn i lyden Din. 11 Alt folket hennar sukkar, leitar etter brød; dei gav bort herlegheitene sine for mat for å halde seg i live. | |
|
רְאֵ֤ה יְהֹוָה֙ וְֽהַבִּ֔יטָה כִּ֥י הָיִ֖יתִי זוֹלֵלָֽה׃ יב ל֣וֹא אֲלֵיכֶם֮ כׇּל־עֹ֣בְרֵי דֶ֒רֶךְ֒ הַבִּ֣יטוּ וּרְא֗וּ אִם־יֵ֤שׁ מַכְאוֹב֙ כְּמַכְאֹבִ֔י אֲשֶׁ֥ר עוֹלַ֖ל לִ֑י אֲשֶׁר֙ הוֹגָ֣ה יְהֹוָ֔ה בְּי֖וֹם חֲר֥וֹן אַפּֽוֹ׃ יג מִמָּר֛וֹם שָֽׁלַח־אֵ֥שׁ בְּעַצְמֹתַ֖י וַיִּרְדֶּ֑נָּה פָּרַ֨שׂ רֶ֤שֶׁת לְרַגְלַי֙ הֱשִׁיבַ֣נִי אָח֔וֹר נְתָנַ֙נִי֙ שֹֽׁמֵמָ֔ה כׇּל־הַיּ֖וֹם דָּוָֽה׃ יד נִשְׂקַד֩ עֹ֨ל פְּשָׁעַ֜י בְּיָד֗וֹ יִשְׂתָּ֥רְג֛וּ עָל֥וּ עַל־צַוָּארִ֖י הִכְשִׁ֣יל כֹּחִ֑י נְתָנַ֣נִי אֲדֹנָ֔י בִּידֵ֖י לֹא־אוּכַ֥ל קֽוּם׃ טו סִלָּ֨ה כׇל־אַבִּירַ֤י ׀ אֲדֹנָי֙ בְּקִרְבִּ֔י קָרָ֥א עָלַ֛י מוֹעֵ֖ד לִשְׁבֹּ֣ר בַּחוּרָ֑י גַּ֚ת דָּרַ֣ךְ אֲדֹנָ֔י לִבְתוּלַ֖ת בַּת־יְהוּדָֽה׃ טז עַל־אֵ֣לֶּה ׀ אֲנִ֣י בוֹכִיָּ֗ה עֵינִ֤י ׀ עֵינִי֙ יֹ֣רְדָה מַּ֔יִם כִּֽי־רָחַ֥ק מִמֶּ֛נִּי מְנַחֵ֖ם מֵשִׁ֣יב נַפְשִׁ֑י הָי֤וּ בָנַי֙ שֽׁוֹמֵמִ֔ים כִּ֥י גָבַ֖ר אוֹיֵֽב׃ |
| |
|
יז פֵּֽרְשָׂ֨ה צִיּ֜וֹן בְּיָדֶ֗יהָ אֵ֤ין מְנַחֵם֙ לָ֔הּ צִוָּ֧ה יְהֹוָ֛ה לְיַעֲקֹ֖ב סְבִיבָ֣יו צָרָ֑יו הָיְתָ֧ה יְרוּשָׁלִַ֛ם לְנִדָּ֖ה בֵּינֵיהֶֽם׃ |
17 Ṣiyyón strekkjer ut hendene sine, ho har ingen trøystar. ADONÁI baud ihop mot Yaʕakób fiendane hans kring honom; Yerusjaláim har vorte til niddá imellom dei. | |
|
יח צַדִּ֥יק ה֛וּא יְהֹוָ֖ה כִּ֣י פִ֣יהוּ מָרִ֑יתִי שִׁמְעוּ־נָ֣א כׇל־הָֽעַמִּ֗ים עמים וּרְאוּ֙ מַכְאֹבִ֔י בְּתוּלֹתַ֥י וּבַחוּרַ֖י הָלְכ֥וּ בַשֶּֽׁבִי׃ יט קָרָ֤אתִי לַֽמְאַהֲבַי֙ הֵ֣מָּה רִמּ֔וּנִי כֹּהֲנַ֥י וּזְקֵנַ֖י בָּעִ֣יר גָּוָ֑עוּ כִּֽי־בִקְשׁ֥וּ אֹ֙כֶל֙ לָ֔מוֹ וְיָשִׁ֖יבוּ אֶת־נַפְשָֽׁם׃ כ רְאֵ֨ה יְהֹוָ֤ה כִּֽי־צַר־לִי֙ מֵעַ֣י חֳמַרְמָ֔רוּ נֶהְפַּ֤ךְ לִבִּי֙ בְּקִרְבִּ֔י כִּ֥י מָר֖וֹ מָרִ֑יתִי מִח֥וּץ שִׁכְּלָה־חֶ֖רֶב בַּבַּ֥יִת כַּמָּֽוֶת׃ כא שָׁמְע֞וּ כִּ֧י נֶאֱנָחָ֣ה אָ֗נִי אֵ֤ין מְנַחֵם֙ לִ֔י כׇּל־אֹ֨יְבַ֜י שָׁמְע֤וּ רָֽעָתִי֙ שָׂ֔שׂוּ כִּ֥י אַתָּ֖ה עָשִׂ֑יתָ הֵבֵ֥אתָ יוֹם־קָרָ֖אתָ וְיִֽהְי֥וּ כָמֹֽנִי׃ כב תָּבֹ֨א כׇל־רָעָתָ֤ם לְפָנֶ֙יךָ֙ וְעוֹלֵ֣ל לָ֔מוֹ כַּאֲשֶׁ֥ר עוֹלַ֛לְתָּ לִ֖י עַ֣ל כׇּל־פְּשָׁעָ֑י כִּֽי־רַבּ֥וֹת אַנְחֹתַ֖י וְלִבִּ֥י דַוָּֽי׃ |
|
Klagesangene
Klagesangene 2
(1.) Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel på sin Vredes Dag. (2.) Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige og Fyrster, (3.) afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der åd overalt. (4.) På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild. (5.) Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas Datter. (6.) Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, ADONÁI lod Fest og Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og Præst. (7.) Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i ADONÁIs Hus som på Festens Dag. (8.) ADONÁI fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få Sorg, de vansmægted sammen. (9.) I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn fra ADONÁI. (10.) Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker mod Jord deres Hoved.
(11.) Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde forsmægter på Byens Torve; (12.) hver spørger sin Moder: «Hvor er der Korn og Vin?» forsmægter på Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved Moderens Bryst. (13.) Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel? (14.) Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme, vildende Udsagn. (15.) Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: «Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?» (16.) De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: «Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se.»
(17.) ADONÁI har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn.
(18.) Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke dit Øje få Hvile! (19.) Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes Hjørner. (20.) ADONÁI se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom Præst og Profet? (21.) I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden Skånsel. (22.) Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På ADONÁIs Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred.
Klagesangene 3
(1.) Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, (2.) mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, (3.) ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. (4.) Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, (5.) han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, (6.) lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. (7.) Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. (8.) Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. (9.) Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge. (10.) Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; (11.) han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; (12.) han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. (13.) Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig; (14.) hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, (15.) med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. (16.) Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet; (17.) han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken (18.) og sagde: «Min Livskraft, mit Håb til ADONÁI er ude.» (19.) At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; (20.) min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. (21.) Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: (22.) ADONÁIs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, (23.) hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. (24.) Min Del er ADONÁI, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. (25.) Dem, der bier på ADONÁI, er han god, den Sjæl, der ham søger; (26.) det er godt at håbe i Stilhed på ADONÁIs Frelse, (27.) godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. (28.) Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; (29.) han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. (30.) Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. (31.) Thi Herren bortstøder ikke for evigt, (32.) har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; (33.) ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. (34.) Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, (35.) når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes, (36.) når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det? (37.) Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? (38.) Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? (39.) Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
(40.) Lad os ransage, granske våre Veje og vende os til ADONÁI, (41.) løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; (42.) vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, (43.) men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, (44.) hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; (45.) til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. (46.) De opspærred Munden imod os, alle våre Fjender. (47.) Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; (48.) Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. (49.) Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, (50.) før ADONÁI skuer ned fra Himlen, før han ser til. (51.) Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
(52.) Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, (53.) de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; (54.) Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: «Fortabt!» (55.) Dit Navn påkaldte jeg, ADONÁI, fra Grubens Dyb; (56.) du hørte min Røst: «O, gør dig ej døv for mit Skrig!» (57.) Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: «Frygt ikke!» (58.) Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; (59.) HERRE, du ser, jeg lider Uret; skaf mig min Ret! (60.) Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, (61.) du hører deres Smædeord ADONÁI, deres Rænker imod mig, (62.) mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. (63.) Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. (64.) Dem vil du gengælde, ADONÁI, deres Hænders Gerning, (65.) gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! (66.) forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Klagesangene 4
(1.) Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! (2.) Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk (3.) Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. (4.) Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. (5.) Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. (6.) Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
(7.) Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; (8.) mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. (9.) Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. (10.) Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.
(11.) ADONÁI køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. (12.) Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. (13.) Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. (14.) De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. (15.) «Var jer! En uren!» råbte man; «Var jer dog for dem!» Når de flyr og vanker, råber man: «Bliv ikke her!» (16.) HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. (17.) End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. (18.) De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, våre Dage var omme, ja, Enden var kommet. (19.) Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, (20.) vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
(21.) Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. (22.) Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
Klagesangene 5
(1.) ADONÁI, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! (2.) Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik våre Huse. (3.) Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er våre Mødre. (4.) Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. (5.) Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. (6.) Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. (7.) Våre Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. (8.) Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. (9.) Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. (10.) Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. (11.) De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. (12.) Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. (13.) Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. (14.) De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. (15.) Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. (16.) Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
(17.) Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: (18.) For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. (19.) Du, ADONÁI, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. (20.) Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? (21.) Omvend os, ADONÁI, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! (22.) Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
| Tenákh | ||||||||
| ||||||||
